
At skabe motivation
Hvordan motiverer du folk til at tilmelde sig en time i et 24-7 bederum?
Det er lettere end du tror! Her er vores ti bedste råd:
1. Det handler ikke om gruppens størrelse
De mennesker, der er en del af dit fællesskab er vigtigere end rummet du beder i eller måden du indretter det på. Det kræver kun, at 24 mennesker tager en time om dagen for at fylde en uge med uafbrudt bøn. Du behøver ikke en stor gruppe, men det hjælper at have en stærk følelse af forpligtelse til hinanden og Gud. Tydeliggør, at dette er noget I gør som fællesskab. 24-7 bøn kan virkelig samle en kirke eller et fællesskab.
2. Mobiliser dine ledere
Uanset om du beder med din kirke, ungdomsgruppe, kollegaer, studerende eller andre, så led efter lederne i din gruppe. Det er m åske folk med en rolle og ansvar eller måske er de ikke. Find mennesker i forskellige generationer og sociale grupperinger, som er gode til at aktivere og begejstre folk. Gør dem til ambassadører for 24-7 bedeugen; giv dem eventuelt bogen ‘Red Moon Rising’ af Pete Greig og fortæl dem, hvorfor du gerne vil bede. Inviter dem til at være blandt de første der booker en tid og bed om deres hjælp til at opmuntre andre til at tilmelde sig.
3. Lad ungdommen lede
Den store udfordring der ligger i at bede 24-7 og det kreative miljø i bederummet kan særligt engagere de yngre generationer. Overvej at give de unge ejerskab så de står bag visionen og ideen om bederummet. De ældre generationer vil ofte involvere sig i noget de unge leder når Guds ånd er i det, men de unge har sværere ved at involvere sig i noget, der er rettet mod de ældre. Ved at fokusere på de yngres energi og inddrage de ældres modenhed kan det åbne op for en større enhed på tværs i jeres fællesskab. Du kan også overveje at arrangere at de unge sover i bederummet for at bede igennem en nat i bederummet.
4. Del visionen
Du skal vide, hvorfor du beder. Øv dig i at forklare visionen på en klar og motiverende måde. Du kan undervise om bøn og reklamere på alle platforme, som dit fællesskab benytter sig af (hjemmeside, nyhedsbreve, sociale medier, besked til en gudstjeneste) Gør hvad du kan for, at så mange som muligt hører visionen. Hvem ved, måske er det dem, som du mindst troede ville tage del, der tager flest timer i bederummet..
5. Giv besked i god tid
Hvis Gud taler, kan du naturligvis planlægge et bederum med kort varsel, men normalt anbefaler vi, at du giver dit fællesskab mindst en måneds varsel. Vær sikker på at alle har fået datoerne og bed dem overveje på forhånd, hvornår de sætter tid af til at bede.
6. Brug sociale medier
Hvordan kommunikerer dit fællesskab; telefon, sms, e-mail, instagram, facebook, twitter eller noget andet? Tænk over hvordan du kan bruge de platforme til at promovere bederummet og motivere folk til at bede. Du kan sende bibelvers eller anden motivation hver dag eller lave en video om, hvorfor du beder og hvordan folk kan være med.
7. Spørg, spørg og spørg igen
Vær ikke bange for at gentage dig selv. Tal om bederummet og tilmelding til alle jeres samlinger. Find nye måder at motivere og inspirere folk ved at dele bibelvers om bøn, fortælle historier om hvordan bøn gør en forskel og brug 24-7 Prayers videoer og ressourcer. Se eller download her (OBS videoerne er på engelsk).
8. Brug folks interesser
Hvis folk er tøvende om at tilmelde sig bederummet kan du afsætte timer til samlinger for folk med specifikke interesser. For eksempel kan du samle grupper om at bede for politik, erhvervsliv, menneskehandel, skoler, ægteskaber eller dem der ikke kender Jesus.
9. Få folk til at bede over, om de skal tilmelde sig
Dette lyder måske mærkeligt, men prøv at sætte tid af i jeres samling eller gudstjeneste til at invitere alle til at spørge Gud, hvor meget tid de skal sætte af til at bede i jeres bedeuge. Det kan sætte gang i noget - for Gud vil gerne tale til os!
10. Online tilmelding
Brug vores online tilmeldingsværktøj. Hvert bederum der bliver registreret får en unik side, hvor man kan tilmelde sig tidsrum at bede i.
Her er et par forslag til, hvordan du udnytter den mulighed bedst:
Hav en computer stående bagerst i til jeres samlinger eller gudstjenester, så folk kan tilmelde og dermed forpligte sig på stedet.
Link til tilmeldingsværktøjet fra jeres hjemmeside, Facebook og nyhedsbrev.
Print kort eller flyers med hjemmeside-adressen eller QR-kode til tilmeldingsværktøjet. Del disse ud til møder så folk kan tilgå det hjemmefra. Hvis du vil have et kort link som folk husker, kan du bruge programmer som Tinyurl og give linket et navn som folk husker.